Praksisfag

Praksisfag

På Refsvindinge Friskole udbyder vi to praksisfag: Madkundskab og Musik.

I 6. og 7. klasse deles klassen i to, hvor de hver får et halvt år med Musik og et halvt år med Madkundskab. Herefter ønsker eleverne i hvilket fag, de vil arbejde frem mod den obligatoriske eksamen i et praksisfag i 8. klasse. I praksisfagene kombineres praksis og teori. Vi dykker ned i viden, fagtermer og teori omkring fagene, og lægger samtidigt vægt på at få smagt en masse forskellig mad i Madkundskab og at spille en masse god musik i Musikfaget. Samt mange gode snakke om mad eller musiks betydning i vores samfund og hverdag.

I praksisfaget madkundskab er der fokus på mad og sundhed, fødevarebevidsthed, madlavning samt måltids- og madkultur. Eleverne skal i faget madkundskab tilegne sig færdigheder og viden om mad, smag, sundhed, fødevarer, madlavning og måltider og dermed udvikle kompetencer, der gør dem i stand til at vælge og vurdere egne smags- og madvalg. Eleverne skal opnå praktiske færdigheder inden for madlavning og kunne eksperimentere med såvel råvarer, opskrifter og retter som egen smag og andre æstetiske erfaringer.

Eleverne skal kunne foretage kritisk reflekterede madvalg på baggrund af viden om fødevarer, sæson, oprindelse, sundhedsværdi, produktionsformer og bæredygtighed. Eleverne skal også lære at tage del i og medansvar for problemstillinger, der vedrører mad, madvalg, madlavning og måltider i relation til kultur, trivsel, sundhed og bæredygtighed.

I praksisfaget musik er der fokus på musikudøvelse, musikalsk skaben og musikforståelse. Eleverne skal i faget musik udvikle kompetencer til at opleve musik og til at udtrykke sig i og om musik, både på instrumenter og gennem sang og samtale. Faget skal give dem forudsætninger for aktiv deltagelse i musiklivet og for at kunne forholde sig til samfundets mangeartede musiktilbud.

Eleverne skal beskæftige sig aktivt og skabende med musik. Faget skal medvirke til elevernes følelsesmæssige og intellektuelle udvikling gennem oplevelse og samtale, udvikling af koncentration og motorik gennem øvelse og spil på instrumenter samt øge deres forståelse af sig selv som en del af et fællesskab.

I faget musik arbejdes der også med, at eleverne udvikler forståelse af dansk og udenlandsk musiktradition, dels som den indgår i det aktuelle samfundsliv, dels i historisk perspektiv.