Støtteundervisning på Refsvindinge Friskole
For elever, der er udfordret fagligt i større eller mindre grad, har skolen flere forskellige slags indsatser:
Specialundervisning (12 eller flere lektioner pr. uge):
Begrebet specialundervisning anvendes i tilfælde, hvor en elev vurderes at have behov for hjælp i minimum 12 lektioner om ugen. Vurderingen foretages af Nyborg Kommunes PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), typisk på baggrund af faglige og psykologiske tests, samtaler med skole og forældre og/eller observation i klassen.
For at bibeholde elevens tilhørsforhold til klassen vil indsatsen ofte være en blanding af støtte i klassen og særligt tilrettelagt undervisning på små hold.
Ansøgningsprocessen til specialundervisning tager oftest relativ lang tid, hvilket skyldes at der er tre instanser – skole, kommune og stat – involveret.
Inklusionsindsats (under 12 lektioner pr. uge):
Begrebet inklusion anvendes, hvor elever har brug for hjælp og støtte, men i færre end 12 lektioner ugentligt.
Indsatsen er typisk tilrettelagt som undervisning på små hold, evt. med lejlighedsvis støtte i klassen. Afhængig af den enkelte elevs udfordringer arbejdes enten med samme stof som i klassen eller med tilpasset materiale.
Læsekursus & matematikkursus
Til elever, hvor dansk- eller matematiklæreren vurderer, at der er brug for en særlig indsats og et fagligt løft, giver skolen et læse- eller matematikkursus.
Læsekursus og matematikkursus er mindre, koncentrerede forløb, hvor en lille gruppe af elever trænes i et særligt tilrettelagt forløb. Et kursus løber typisk over otte til ti uger.
Læse-staveprøver
Den vigtigste evaluering af børnenes faglige udvikling sker i dansklærerens kontinuerlige kontakt med hver enkelt elev. Vigtigst er at mærke, om eleven trives med de udfordringer, han/hun stilles overfor, hvordan der gås til opgaverne og om eleven oplever glæden ved at udvikle sig og mestre mere og mere.
For at fuldstændiggøre indtrykket af eleverne undersøger vi tillige deres ’tekniske’ færdigheder for herigennem at afsløre specifikke områder, som evt. kræver særlig opmærksomhed. Dette gør vi efter følgende plan:
Screeningen i børnehaveklassen foregår i første omgang gruppevis. Hvis vi på baggrund heraf kan se tegn på, at nogen skiller sig ud, laves en individuel screening. Tekstlæseprøve og staveprøve laves i klassen og tager ca. 1 time.
Ordblindetest
Til afdækning af, om en elev har dyslektiske problemer (ordblindhed) kan skolen læsevejleder udføre en test på ”ordblindetesten.nu”. Testen er udarbejdet i statsligt regi og bruges over hele landet fra og med 3. klasse i grundskolen.
Testresultatet angiver med farverne rød, gul og grøn, hvilken grad af ordblindhed eleven har. Til elever i kategorien ’rød’ kan der fra Moderniseringsstyrelsen bevilges en såkaldt IT-rygsæk (se herunder).
IT-rygsæk og andre elektroniske hjælpemidler
En IT-rygsæk er en computer med pre-installeret software, der understøtter både læsning og skrivning. Computeren er derfor relevant såvel i den daglige undervisning som ved lektielæsning og hjemmearbejde.
Elever med IT-rygsæk tilmeldes endvidere www.nota.dk og opnår herved adgang til et omfattede bibliotek af onlinemateriale af lærebøger såvel som skønlitteratur.
IT-rygsæk bevilges af Moderniseringsstyrelsen (Staten) efter forudgående ansøgning fra skolen.
Vi ansøger tidligst om IT-rygsæk fra og med 7. klasse. Til og med 6. klasse kan elever med behov herfor anvende læse- og skrivehjælpen i elevernes iPad.