Refsvindinge Friskole er baseret på det grundtvig-koldske skole- og livssyn. Det betyder blandt andet, at skolen ikke bekender sig til en bestemt ideologi eller et pædagogisk princip.
Det er skolens opgave i samarbejde med forældrene at give børnene muligheder for at udvikle sig til selvstændige mennesker, der får mod og lyst til at deltage aktivt i de udfordringer, de stilles overfor i et demokratisk folkestyre. Derfor lægger vi vægt på, at børnene trygt kan udtrykke egne meninger i et forpligtende fællesskab, der indebærer respekt for andres holdninger.
Vi lægger overordnet vægt på, at undervisningen foregår i et hjemligt, nærværende og trygt miljø, hvor der tages hensyn til det enkelte barns egenart, udviklingstrin, og hvad barnet er modtageligt for.
I den grundvig-koldske skoletradition er skolen i hele sin virksomhed kulturbærende og kulturskabende. Vi betragter den tradition som en af hjørnestenene på vores skole, idet et folks historie, myter og sagn er medvirkende til at give børnene historisk- og kulturel identitet.
Det fundament, der bygges op i barndommen, er grundstenen for menneskers holdninger og handlinger resten af livet.
Vi skal sammen med forældrene give børnene rødder, så de kan gro, og vinger så de kan flyve.
Fortællingerne og ”de gode historier” skal være med til at oplive og oplyse, samt styrke børnenes selvværd, så de bliver til nogen og ikke kun til noget.
Et folkeligt initiativ i et frit folkestyre
Skolen er i sit grundlag et folkeligt initiativ, der baserer hele sit virke på demokratiske principper, hvor den enkeltes frihed, mindretallets rettigheder og deltagernes ligeværdighed er væsentlige værdier.
I hele skolens virke og dagligdag inddrages børnene – efter evne og udviklingstrin – i beslutninger om egne forhold med det formål at børnene opnår evnen til at deltage aktivt i fællesskaber, der bæres af frihed og ansvar.